1. Sven Holm: Skoene

Teksten er fra Min elskede - en skabelonroman, 1968.

En kvinde fra Frederiksberg, Kochsvej, er stået tidligt op for at nå ind til byen før stormagasinerne bliver fulde.

Hun vejer tohundrede pund, hun er treogtres år, hun har boet alene i otte år efter mandens død. Hun er barnløs.

Kvinden ejer fire bøger om afmagring, hun bruger crystallosetter i kaffen, hver sommer opnår hun at tabe tre pund. Hun ved at hun gør bedst i at tabe sig. Det er ikke kun hendes hjerte, det er hendes hjertes forestilling om det foragtelige i at være fed.

Når hun står i bussen ned gennem Frederiksberg allé kan hun føle kroppen bevæge sig ujævnt som om maven og brysterne ikke var hende selv, men noget hun havde med, ligesom håndtasker. Hun har sig selv med alle vegne hvor hun kommer og alligevel gemmer hun på det gamle billede af en ung pige i lang kjole med smal talje og små bryster. Hun ser sin fedme som et stadium hun skal igennem, en periode i hendes liv som vil blive efterfulgt af den samme slankhed som i hendes ungdom. Derfor læser hun i bøgerne om afmagring og går ture om sommeren i klitterne ved Liseleje, svedende, tyndt påklædt, ikke for nær ved badegæsterne, hvis foragt hun kender til.

Men kvinden bor alene på Kochsvej og hun er ikke glad for at være alene i den lille lejlighed. Så tager hun ind til byen og går omkring i stormagasinerne, hun køber ingenting men ser på udstillingsbordene og de andre kvinder. Hun sørger for at komme tidligt ind så stederne tilhører hende mere end dem, der kommer senere. Selv om det er varmt har hun en frakke om sig, en måde at beskytte sit overflødige kød.

Ud på eftermiddagen går hun op på Illums restaurant, hvor hun holder af lyset og lugten af kaffe og parfume. Hun falder for en lille bolle med flormelis, selv om hun ved at det er en af de farligste. Men hun understreger over for sig selv at hun kun har spist et stykke knækbrød om morgenen og et enkelt stykke smørrebrød til frokost. Og hun kender intet bedre øjeblik end det øjeblik hvor hun sidder i Illums restaurant med hatten på håret og frakken lidt åben og spiser det fint pustede flødeskum med en lille ske.

Men kvinden kender fordømmelsen af de fede, hun indeholder selv den samme fordømmelse og hun kommer sin fordømmelse i forkøbet ved at tale dårligt om sin fedme. For øjnene af sin fjerne familie og sine venner piner hun sit fede jeg i et mildt torturkammer, hun bruger små, præcise midler, som de andre måske ikke opdager, men som gør hende selv bedrøvet og får hende til at hente billedet af den unge pige med smal talje og små bryster frem: denne tid er kun en prøvetid, hun er kun midlertidigt installeret i en fedtkapsel, en kødkabine indtil hun atter skal fødes som slank.

Denne sommerdag går den fede kvinde ind i skoafdelingen og sætter sig i en af prøvestolene. To gange før er hun taget ind til byen for at købe sko og hun har opgivet det da hun stod mellem skoæskerne og så de andre kvinders ben.

Igen i morges vaskede hun sine fødder grundigt, smurte dem ind og tog rene strømper på. Og hun nåede ind i forretningen før de andre.

Men ekspeditricens ansigt piner hende.

Den fede kvinde har svært ved at få fødderne til at glide naturligt ned i skoene, kroppen er så stor at hun ikke ser fødderne uden at hælde sig fremover. Måske er anklernes muskler for svage.

»Jeg tror de er lidt for små,« siger kvinden og smiler.

Ekspeditricen trykker en ny sko ind over foden.

»Jeg tror at den også er for lille,« siger kvinden.

»De er ikke for små,« siger ekspeditricen.

»Nej, det er de måske ikke,« siger kvinden og vender skoen lidt til højre og venstre.

»Kan De ikke prøve at stå op,« siger ekspeditricen.

»Jo,« siger kvinden og forsøger at rejse sig let. Hun hinker på den højre fod. Skoen er for lille.

»Den er for lille,« siger hun.

»Det er Deres fod der er for bred,« siger ekspeditricen.

»Har De ikke en sko der er lidt bredere,« siger kvinden.

»Nej,« siger ekspeditricen.

»Har De ikke?« siger kvinden.

»Ikke i Deres nummer,« svarer ekspeditricen, »hvis skoen er bredere er nummeret større og hvis nummeret er mindre er skoen smallere. De to ting følges ad.«

»Det er ikke godt for fødderne,« siger kvinden og smiler.

»Hvad er ikke godt for fødderne,« siger ekspeditricen.

Kvinden ved ikke hvad hun skal svare. »Sko,« siger hun.

»De må få syet Deres sko efter mål,« siger ekspeditricen og rejser sig fra prøveskammelen.

Kvinden bliver siddende med foden meningsløst ud i luften. Hun sveder på ryggen, ned langs siderne, hun ser den unge piges slanke nakke og slanke hænder som smækker skoene tilbage i æsken.

»Jeg tager alligevel de sko,« siger kvinden. »Jeg tror jeg kan gå dem til.«

Den unge piges øjne undgår hele tiden kvindens krop mens hun pakker æsken ind i det farvestrålende papir. Den fede kvinde ser det.

 

 

crystallosetter: kunstigt sødemiddel.