6. Jesper Hoffmeyer: At glemme

Teksten er fra En snegl på vejen, 1993.

Set lidt fra oven kan man få det indtryk, at i den moderne verden er skønheden blevet en lidelse. Kroppen og udseendet dyrkes nu med en pertentlighed, der for få årtier siden ville være blevet kaldt neurotisk. Som en plastikkirurg nylig udtalte til New York Times: »På et stramt jobinarked betragter folk en ansigtsløftning som en investering i deres egen konkurrencedygtighed.«

Paradoksalt nok er skønhedens lidelse værst for de unge, der dog skulle formodes at have mest af den. For de unge er reelt chanceløse. Hvis de ikke ligner skønhedens billede, som det for tiden tegnes, så har de kun kosmetiske hjælpemidler.

Når man bliver ældre, bliver det bedre. Man får rynker og manerer, vaner og uvaner vokser fast. Livshistorien bliver kropslig, ansigtet bliver til selvbiografi. Og hvis livshistorien har haft en skønhed, så kan det måske ses. Derfor kan ældre mennesker besidde en skønhed, som ingen ung kan nå på højde med. Men måske skal man være ældre for at se den.

At ældes er i nogen grad også at blive slidt. Og folk med hårdt eller monotont fysisk arbejde bliver selvfølgelig hårdere slidt end andre. Alligevel synes ordet slid at være meget for fattigt til at ramme den kropslige forandringsproces, der følger med alderen. Langt snarere er der tale om, at fortidens spor bevares på en måde, der afspejler livets forløb: Kroppen husker, kunne man sige.

Vi bliver f.eks. immune over for en smitsom sygdom, fordi vi har celler i os, der husker den pågældende sygdomsbakterie og kan igangsætte en produktion af antistoffer. Eller vi får allergi, fordi vores immunsystem genkender et fremmedstof, som vi hyppigt har været udsat for, og reagerer ved at iværksætte et overdrevet forsvar. Men kroppen rummer også en slags erindringer om vores psykiske liv. Psykisk anspændthed sætter sig fast som kropslig anspændthed, tabte eller fortrængte erindringer kan uventet vækkes til live gennem kropsterapi, og psykiske traumer kan føre til lammelser.

Når jeg finder udtrykket 'huske' passende i denne sammenhæng, er det, fordi der er tale om en stærkt selektiv bevarelse af fortidens begivenheder. Kroppen er heldigvis først og fremmest i stand til at

udviske sine erindringer, til at glemme. Ikke alt huskes, men netop kun det betydningsfulde. De små sår læges, trætheden forsvinder efter søvn, min anspændthed fortager sig, når der dumper en stor check ind ad brevsprækken, stresset og mavesåret aftager, når eksamen er overstået, den ulykkelige kærligheds apati overvindes af glæden ved livet. Tiden læger - næsten - alle sår.

traume: »sår«.
selektiv: udvælgende.
apati: mathed.