3. Isabella Smith:

Hurra for blufærdigheden

Teksten er fra Alt for Damerne nr. 18, 1994.

Der er dem, der beklager den såkaldte »nye bornerthed«. Vi er andre, der hilser den hjerteligt velkommen. Selv har jeg længtes efter den i årevis. Jeg hører nemlig til de skabsblufærdige.

Møgirriterende var de, alle de voksne, med deres velmente korstog mod bornertheden, der fik alt det forbudte og spændende til at lyde kedeligt og dagligdags. Med stemmer tykke af falskhed påstod de, at der overhovedet ikke var noget at være genert over. Faktisk var det pinligt at være genert, for at være genert signalerede, at man var flov over sin krop, og det var det værste, man kunne være dengang, da man ikke blot skulle vandre topløs rundt, men helst også være brun under brysterne. At man kunne være glad for sin krop og samtidig skrækkelig genert, var dengang i 70'erne en utænkelig kombination, og derfor blev man nødt til at lade, som om man var lige så frigjort som alle de andre stakler, der garanteret var lige så generte, som man selv var.

Faktisk var frigjortheden (eller ønsket om den) så udbredt, at den blev praktiseret af selv de mest usandsynlige personer. Jeg følte mig f.eks. fuldstændig tryg, dengang jeg skulle i sommerhus med min kæreste og hans familie. Faderen var overlæge og moderen husmor og de boede - når de altså ikke lige var på sommerferie - i et hjem af den type, hvor hver eneste krumme blev støvsuget op, allerede inden den ramte sofaen fra Lysberg, Hansen & Therp. Man havde på fornemmelsen, at den største udskejelse, de kunne komme i tanker om, var at tage en ekstra småkage til aftenteen. Men ikke så snart var vi ankommet til deres sommerhus, før hele familien valfartede til den nærmeste nudiststrand. Forundring var ikke ordet, da hr. og fru overlægen med åbenlys begejstring smed kludene og løb hen over stranden med deres grånende kønshår viftende i vinden. Jeg brød mig ikke om det. Ikke fordi jeg ikke undte dem glæden ved at være nøgne. Men når de var det, blev jeg også nødt til at være det, og jeg kunne aldeles ikke lide, at hr. overlægen pludselig havde lejlighed til at studere hver detalje på min krop, som ellers var forbeholdt hans søn - og så mig selv, naturligvis. Og jeg brød mig overhovedet heller ikke om at få stukket deres kønsorganer lige op i synet. Især ikke ved frokosttid. Det krævede ufattelig meget energi at se alle andre steder hen.

Derfor passer den ny bornerthed med tilhørende langbenede badedragter mig strålende. Det er langt lettere at være afslappet, når man hverken behøver at føle sig begloet eller gøre sig umage for at se den anden vej. Og jeg nægter at hoppe på den med, at blufærdige mennesker er særlig hæmmede. Tværtimod er jeg sikker på, at blufærdige mennesker er i bedre kontakt med deres urinstinkter. Stort set alle folkeslag - også de såkaldt primitive dækker deres kønsorganer til. At være nøgen er at være blottet. Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg ikke kan lide det. Men jeg har det med det, som min kat har det med at ligge på ryggen med benene lige op i vejret: Jeg gør det kun, når det passer mig. Det synes jeg i grunden er ret frigjort...

bornerthed: snerpethed.
Lysberg, Hansen & Therp: eksklusivt firma for boligindretning.