3

Balladen om den sorte smerte

Federico Garcfa Lorca, spansk lyriker og dramatiker, 1898-1936.

Digtet er fra samlingen Sigøjnerballader, 1933, på dansk ved Peer Sibast, 1990.

Om Federieo García Lorca og sigøjnerne

Indledning ved Peer Sibast, oversætte og forfatter,

 

Lorcas sigøjnerinspiration er en meget omfattende og litterært-kulturhistorisk spansk affære - han benytter udelukkende sigøjneren som tema, eller som indgangsportal til den passion, lidenskab (lidelse) og ensomhed, der er et centralt motiv - og en fundamental følelse - for spanieren og i spansk menneske- og kulturhistorie, og altså ikke noget specifikt for sigøjnerne, og da slet ikke udtryk for Lorcas eventuelle syn på sigøjnerne.

Balladen om den sorte smerte er stærkt i familie med den oprindelige, primitive flamenco, som Lorca som andalusier naturligvis kendte og hørte og så under hele sin opvækst og levede (villet og bevidst) tæt op ad hele sit korte liv.

Samlingens originaltitel er Romancero gitano - hvad der er grund til at hæfte sig ved: romancero betyder samling af romances, og romance betyder ballade, episk (helte)digt, historisk ballade å la vores middelalderlige folkeviser ~ altså en digtform med nedarvede faste rim- og rytmeforhold (som Lorca dog forholder sig ret fri overfor); gitano betyder "sigøjnerisk", men meget mere end vi tror - det hentyder også til en adfærdsform, en livsindstilling, en væremåde, der - som netop hos sigøjneren (og dette er ikke noget digteren Lorca finder på) - er præget af nomadens frihed og stolthed, uafhængighed af snærende samfundsnormer og indskrænkede tænkemåder, for nu at sige det ultrakort.

I Sigøjnerballaderne springer to centrale ord/begreber i øjnene: soledad (ensomhed) og nada (intet, intethed). Fraværet af "samvær" (soledad) og væren i det totale intet (nada) - denne katastrofiske grundfølelse gennemspiller Lorca i digt efter digt, i skuespil efter skuespil - og slutter med sine overrumplende og originale værker op i den lange, centrale tradition i spansk tænkning og digtning, som han både vedkendte sig og ønskede at forny.

Lorca så i sigøjneren selve indbegrebet af frihed og stolthed, symbolet på og udtrykket for det som sand kunst altid stræber efter, hylder og selv skaber på ny. 

 

Redigeret af Operation Dagsværk

 

Balladen om den sorte smerte

Hanerne med deres hakker
graver efter solopgangen,
da Soledad Montoya stiger
ned fra det mørke bjerg.
Som gult kobber hendes hud,
duftende af hest og skygge.
På brysternes sodede ambolte
klager runde, mørke sange. –
Soledad, hvem søger du efter,
helt alene, i denne time?
- Søger! Hvem skulle jeg søge?
Sig mig, hvad angår det dig?
Jeg søger det jeg altid har søgt,
min glæde og mit sande jeg.
- Du, mine sorgers Soledad,
hver hest som løber løbsk
når omsider altid havet,
hvor bølgerne sluger den.
- Mind mig ikke om havet,
for da spirer den sorte smerte
af olivenmarkernes jord
under bladenes hvisken.
- Soledad, din sorg er dyb!
Din sorg er så dyb og ynkværdig!
Du græder jo citroners saft
med en smag af bitter venten.
Hvor vældig en sorg! - Jeg løber
som en vanvittig gennem huset
med mine fletninger hen ad gulvet
fra køkkenet til mit kammer.
Hvor jeg lider! Krop og klæder,
alting bliver sort som trækul.
Ak, mit undertøj, af lærred!
Ak, som valmuer mine lår!
- Soledad, vask din krop
i lærkesangeres klare vand
og stil dit hjerte tilfreds,
Soledad Montoya!
Dybt nede synger floden
sin volant af blade og himmel.
Kranset af græskarblomster
stiger den nye dags lys.
O sigøjnernes smerte!
Altid ren og altid ene.
Smerte med en hemmelig flodseng
og et svundent morgengry!

 

Noter:

Volant, rynket tøjstrimmel brugt som besætning på damekjole.