 |
||||||||||
|
|
|
|
|
|
|
 |
|||||
|
1. Steen Steensen Blicher: Kjeltringliv
Steen Steensen Blicher, dansk forfatter og præst, 1782-1848. Uddraget er fra fortællingen Kjeltringliv, 1829.
Pennekas - Drallers - Kjeltringbal
Foran mig viste sig et stillestaaende Lys, som forsvandt, hvergang et Lyn udbredte sit stærke Skjær, men kom igjen, naar det atter blev mørkt. Jeg vidste, paa hvad Lag i Heden jeg omtrent maatte befinde mig; jeg vidste tillige, at her ikke kunde være - i det mindste for et Par Uger siden ikke havde været - nogen menneskelig Vaaning. Jeg standsede af og til, for at iagttage, om Lyset bevægede sig. Nej! - det kunde følgelig hverken være Lygte eller Lygtemand; men vel et af hine hemmelighedsfulde Meteorer, der menes at betegne nedgravede Skatte eller nedgravede Lig. For disse frygtede jeg ikke, for hine langt mindre: jeg blev da ved at gaa fremad. Skinnet blev stedse større og klarere. Jeg havde atter gjort Holdt, da et vældigt Lynglimt oplyste foran mig en Gjenstand, der saae ud som et Hus uden Tag. Jeg studsede og tænkte uvilkaarlig paa hine interimistiske Balsale, som Undeijordiske siges at oprejse til natlige Orgier. Dog - hvilken fornuftig Bjergmand eller Bjergmandskone vilde vel i et saadant Vejr bestemme sig til at dandse oven paa Jorden? Himmelens Lys udsluktes; men dette jordiske tændtes paany: jeg stirrede, jeg lyttede - svage Toner som af et Strengeinstrument, stundom tabende sig i Tordenlarmen og Blæstens Susen, kom til mit øre. Altsaa alligevel en natlig Dands! Og det her paa den vildene Hede, i den vildene Storm! Skulde jeg blive? gaa tilbage eller frem? Nysgjerrigheden raadte til det sidste; jeg havde jo aldrig tilforn været i Hexeselskab eller Bjergmandskommerce. - Atter gik jeg et stykke fremad, fast besluttet at indtrænge saa langt som muligt i denne rædselsfulde Løndom; men hvis jeg her skulde træffe paa et af den forføriske Morganas Slotte, da at blive smukt udenfor og fly. - Jeg kom nu saa nær, at Lyset antog en firkantet Figur - det skinnede fra et Vindue i det forhexede Kastel. Jeg holdt atter stille. Strengelegen hørtes helt grant! Det var en Violin og ingen Harpe. Denne Omstændighed beroligede mig i henseende til morganiske Fristelser, men satte mig derimod i Tanken hen til Pikkeniker, hvor spillemændene ere Gedebukke, nemlig de bloksbjergske. Jeg lyttede: Musikken blandedes med Raaben og Latter. Jeg stirrede: dunkle Skikkelser svævede frem og tilbage derindenfor Vinduet - jeg var sælsom tilmode. Imidlertid havde Uvejret fjernet sig; det holdt op at regne, og en enkelt Stjerne glimtede hist og her med "grædende" Øje gjennem hurtigt drivende Taageskyer. Det Østerlandske Hus stod nu i kjendeligt Omrids: jeg vovede at træde det ganske nær; jeg vovede at udstrække min Haand for at erfare, om det var af jordisk Stof eller bygget af saadanne Materialier, som Feer og Hexe bruge. Jeg følte, jeg saae: Hytten var opmuret af - Hedetørv, saa sandselige, saa ægte, som nogen findes. Her v a r altsaa en menneskelig Vaaning: ergo kunde her være en, og jeg havde før sluttet falsk, som man saa tidt gjør, naar man slutter fra posse til esse. En Anden, mere fast i sine Principer end jeg, vilde have sagt: "her e r intet Hus, for her k a n intet være." Jeg derimod, som ikke er stærk i Logica, antog bona fide Huset for et Hus og undrede mig aleneste over, hvorlunde det var kommen her og til hvad Ende? Jeg maa gjøre en Digression, der hverken er lang eller uforanlediget. Den, der har rigtig Lyst til Dands, er aldrig forlegen for et Lokale: da Franskmændene (som ogsaa ere en ret egentlig dandsende Nation) med Storm havde indtaget Konstantinopel, dandsede de i Sofiakirken ligesaa svedige og blodige, som de kom fra Murene. Da de med Storm havde indtaget Tuilerierne, dandsede de i de kongelige Sale, hvis Gulve vare malede med blodige Roser; da Bastillen var jevnet med Jorden, dandsede de paa Tomten. Dette sidste huer mig bedst; og sindrig, poetisk, indholdsrig var hin korte Indskrift paa den simple Støtte, der betegnede Fængselets Sted: "her dandser man ". Her - nemlig - hvor man før sukkede og hylede; her, hvor der kun var Graad og Tandgnidsel; hvor Despotismens Offere nedstødtes levende i Graven, her, hvor der burde have staaet samme Devise over Porten som ved Indgangen til Dantes Helvede: "lad Haabet blive udenfo !" Naa da: ogsaa her, midt paa Alheden, en Mil fra det nærmeste Hus: her, hvor tilforn kun hørtes Vindens Suk i Lyngen og Hjejlens Hylen, hvor Vandreren fremstødtes i "natligt Mulm" uden Haab om Husly og Aftensmad, smægtende efter en varm Kakkelovn og et Fadvarm Grød-ogsaa her dandser man -jeg blev vel til mode og traadte hen for Vinduet, for at tage Balsalen og de dandsende i Øjesyn. Hvor skal jeg faae en nederlandsk Pensel til at male denne nederlige Scene? Hvorledes skal jeg skildre den for slige Dekorationer ganske fremmede Læser, denne "hyggelige" Stue med Loft af Ler, Vægge af Ler, Gulv af Ler? hvorlunde skal jeg fremstille ham den ædle Simplicitet i Møblementet? Uhøvlede Fyrrebænke, blakkede Egekister, besatte med sorte Lergryder og Fade, med grønne Brændevinsflasker og blanke Glas med drejede Træfødder? hvorledes skal jeg bibringe ham en klar forestilling om Værelsets clairobscure, en Virkning af fire Tællepraaser, som vare klistrede paa Væggene? og fremfor Alt de levende Figurer? Jeg vil holde mig til disse. Midt paa Gulvet drejede tvende Par sig i den velbekjendte schwabischen Wirbeltanz"; men Rotationerne vare saa voldsomme, at det blev mig umuligt at fixere de Dandsendes Ansigter. Paa en bænk. ligefor Vinduet sad tvende andre Par, hvis blussende Kinder tilkjendegav, at de nylig havde forladt Gulvet. Ved den ene Side af dem, paa Hjørnet af en flad Kiste, sad Spillemanden og slog Takt med sin Træskohæl, og ved den anden side stod to pjaltede Børn skrabende Skoverne af en sort Grødgryde. Nu var Valsen ude; men i dette Øjeblik fremtraadte en Person, som hidtil havde staaet skjult for mig. Han gik tvert over Gulvet og forsvandt paa den anden Side. Jeg saae altsaa kun hans Profil, men det var nok for mig til at gjenkjende Fyren. Naar jeg siger, at det var en undersætsig Krabat, med nedliængende Axler og et vældigt stort Hoved oven paa dem; at han var meget ramskoppet, havde en bred Mund med tykke Læber, smaa Øjne, der, naar han talte, vare i uophørlig Bevægelse - omtrent som man beskriver Buskmændenes - at dette store, koparrede Ansigt viste i den hurtigste Afvexling but Alvorlighed og raa Lystighed; at hele Karlen havde en saa bestemt, fast og ilende Gang, at man blot behøvede at se ham bagtil, for at sige: "Den Knægt er vist En af dem, der ikke betænke sig længe paa at putte Kniven i Livet paa hvem der kommer ham for nær" - naar jeg saaledes betegner ham: da er der i det mindste tre Mennesker til foruden mig, som ville mindes at have seet ham før, om saa kun Een af disse har profiteret af hans rothvelske Privatissima. Jeg behøver vel neppe at forøge Signalementet med den Bemærkning, at han havde den Korsfæstedes Billede indtatoveret paa sin venstre Arm. Strax derpaa kom denne Professor i det rotvelske og romaniske Sprog trædende baglænds ud paa Gulvet, saae om til Spillemanden og nikkede, trampede nogle Gange haardt i Gulvet og slyngede Armene sammen over Brystet. I saadan Stilling ventede han den Dame, han havde været henne at engagere, men hvem jeg fra mit nærværende Standpunkt endnu ikke kunde se. Musiken begyndte: det var en Slags Reel i rask tofjerdedel Takt. Som en - ja hvordan En? som en Furie? nej, dertil var hun altfor knøv - som en - Penthesilea furens, qvæ mediis in millibus ardet? ikke heller; dertil var hun for stumpet, for buttet, for simpelt og fredeligt kostumeret - som Madame Schall i en Zigeunerdands? det var nærmere ved Meningen; men ellers, naar jeg maa bruge Lignelser af min egen Opfindelse og egen Smag: som en Top, som en Sysselkone, som en Snurrekok, foer ud paa Gulvet, foran og efter og rundenom den letspringende Professor - hvem? Ingen anden end Korsdragerinden, hende med Manden paa Ryggen. Det var en virkelig Zigeunerdands, ved hvilken jeg hændelsesvis var bleven Tilskuer. Damens Fødder løb som Trommestikker og ramte Gulvet med rappe Dask; Armene vare heller ikke ledige, ligesaalidet som Fingrene, der træffende efterlignede Kastagnetternes Klapren. Med alt dette var der i hendes Bevægelser og Miner slet Intet af en Bayadere eller Dewidaschi; tvertimod var hendes Ansigt saa koldt, mut, ja trodsigt, at det udgjorde den fuldkomneste Kontrast mod Professorens. Dennes hele store Fjæs var udspændt i et uforandret, stadigt, stillestaaende Grin: hans smaa Øjne stod helt opspilede, Munden halvt; Overlæben var helt oppe ved Næsen; Underlæben halvt nede paa Hagen; man saae baade Tænder og Gummer - ustridigt besad han under denne Dands et aabent Ansigt. Jeg var ikke den Eneste, der morede mig over de Dandsendes Kunstfærdighed: alle Tilskuerne, der stod i en Halvkreds om dem, gav deres Bifald baade lydeligt og synligt ved Forundringsraab og Udbrud af Skoggerlatter, ved at skultre sig, gnide Armene og klappe i Hænderne (med den højre Baghaand i den venstre hule Haand). Tillige drejede de af Sved og Glæde glindsende Ansigter sig hurtigen fra den ene Side til den anden - jeg tænkte uvilkaarligt, paa 'ftoldene ved Thors Maskerade:
"i deres troskyldige Munterhed
Her fattedes virkelig intet Andet end denne jotunhejmske Hovedpynt, for at gjøre Illusionen fuldstændig; Zigeunerinden kunde ialtfald passere for en ret taalelig Gerda. Ogsaa denne Dands fik Ende; Gerda gik tilbage derhen, hvorfra hun var udfaret. Jeg flyttede mig hurtigen om til den anden Side af Vinduet, for at se, hvor hun blev af. Se! der stod en Kiste, og ovenpaa den sad den fodløse Vandrer; hans raske Meddandserinde paa Livets Vej satte Ryggen til Kisten, Hænderne paa den og voltigerede baglænds op til ham. I dette Øjeblik hørte jeg en Dør gaa, og ude hos mig stod den lærde Rothvelsker. I Lysskjæret derinde fra Stuen af saaes vi snart Ansigt til Ansigt, og han - gjenkjendte mig ligesaa hastigt som jeg ham, skjøndt med en endnu større Forundring. Jeg fortalte ham, at jeg vilde til Ørre, men havde i det vildsomme Vejr taget fejl af Vejen og derfor søgt efter Lyset i dette Hus. Han tilbød sig tjenstvilligen som Vejviser, hvilken Høflighedbevisning jeg ogsaa taknemmelig modtog, ikke saameget for Vejvisningens Skyld, som for at erholde Forklaring over den Scene, jeg nu havde været Tilskuer ved, og fornemmelig Oplysning om det besynderlige Ægtepar.
Noter: Titel: Kjeltring, et af Blichers navne for romaer i Danmark. Man kaldte (og kalder) dem desuden sigøjnere (zigeunere), tatere, rakkere, natmænd, smælem osv. Overskrift: Pennekas, kro.
|
|||||
|
|
| [Start] [Hjælp til skr. opg.] [Større skr. opg.] [Formalia] [Danske stile] [3z - dansk] [3x - dansk] [2u - eng] [Opgaver] |