Litteraturfortegnelser

Formål og krav

Når man skriver rapporter, artikler, opgaver og andre faglige tekster, hører det med at man laver litteraturfortegnelser til dem. Det vil sige at man opstiller en liste over den litteratur (og andet materiale) som enten har haft betydning for udarbejdelsen af teksten, eller som læseren kan få brug for.
Hver enkelt henvisning i litteraturfortegnelsen skal bestå af et sæt oplysninger der er detaljerede og præcise nok til at læseren kan finde frem til det værk der henvises til.

En litteraturfortegnelse skal opfylde følgende krav:

• En litteraturfortegnelse skal være en overskuelig orientering for læseren om tekstens faglige og saglige grundlag. Samtidig skal den være dokumentation for den viden og de resultater, ideer og tanker som teksten henviser til og benytter i form af andres skriftlige arbejder.
  Med litteraturfortegnelsen viser man også respekt for den ejendomsret til indhold og formuleringer som gælder inden for faglitteratur, læseren skal kunne kontrollere at forfatteren ikke har stjålet fra andre, og at forfatteren har brugt andres tekster korrekt.
• En litteraturfortegnelse skal vare en hjælp til læserens informationssøgning (se Informationssøgning og biblioteksbrug). Ud fra litteraturfortegnelsens henvisninger skal det være nemt at finde frem til kilderne på biblioteket eller i en boghandel.
• En litteraturfortegnelse skal give mulighed for forkortede henvisninger fra selve den løbende tekst (se Citatteknik). Så kan man undgå at bringe alle oplysninger om en bog el.lign. hver gang man henviser til den.

I alle tilfælde er det litteraturfortegnelsens overordnede formål at kunne bringe læseren i direkte kontakt med de opførte værker, Det er derfor et ubetinget krav til litteraturfortegnelser at de indeholder tilstrækkelige, nøjagtige og konkrete oplysninger, så at læseren uden besvær kan identificere og finde frem til netop det ønskede værk.
Herudover bruges litteraturfortegnelser ofte - desuden - som blær: Ved at pumpe en masse titler ind i en litteraturfortegnelse kan forfatteren jo give et overdrevent gunstigt og imponerende indtryk af sin belæsthed.

Typer

Man kan skelne mellem forskellige slags litteraturfortegnelser:

• Referenceliste. Heri opføres alle egentlige teksthenvisninger, dvs. alle de kilder som værket udtrykkeligt citerer, henviser til eller på anden måde bygger på. Referencelisten er altså en fortegnelse over direkte kildemateriale.
• Bibliografi. Heri opføres alle de skriftlige arbejder som på en eller anden måde vedkommer værkets emne eller problemstilling.
  En bibliografi kan i øvrigt være et mål i sig selv og kan udsendes som en særlig publikation: en oversigt over al den litteratur som hører til et bestemt emne.
• Forslag til videre læsning. Heri kan forfatteren anbefale nogle bøger og artikler som kan uddybe og supplere værkets behandling.

I videnskabelige og andre strengt faglige tekster forsøger man at holde de tre typer ude fra hinanden.
Alle typer af litteratuxfortegnelser kan enten være "nøgne" eller kommenterede (annoterede), I det sidste tilfælde er der efter de formelle oplysninger om teksten også et kort signalement af indholdet, brugbarheden m.m. (se eksemplet s. 289).


Uundværlige oplysninger

I en litteraturhenvisning er der tre oplysninger der aldrig må mangle:

- forfatternavn(e)
- titel
- årstal (udgivelsesår).

Disse oplysninger kan man i mange tilfælde nøjes med. Ofte vil man dog også medtage oplysninger om:

– udgave (undtagen ved 1. udg.)
– udgivelsessted (dvs. by)
– forlag
– sidetal

Oplysningen om forlag er især nyttig hvis læseren vil købe bogen hos en boghandler. Udgivelsesstedet kan være vigtigt ved bestilling på visse videnskabelige biblioteker.
Oplysningerne tages så vidt muligt fra titelbladet eller fra kolofonen, dvs. den "varedeklaration" der står på bagsiden af titelbladet.
Ud over de oplysninger der er nævnt her, stiller man i videnskabelige og strengt faglige arbejder krav om flere litteraturoplysninger. Der er lavet internationale normer for at standardisere litteraturfortegnelser og dermed lette litteratursøgning på tværs af landegrænserne.
Hvor mange oplysninger om den enkelte tekst man vil have med i sin litteraturfortegnelse, må afhænge af hvad det er for en slags tekst man forfatter, og hvad der er litteraturfortegnelsens formål og type. Det er en tommelfingerregel at det er bedre at give for mange end for få.
De følgende retningslinjer for indhold, udformning og opstilling af litteraturfortegnelser er i overensstemmelse med almindelig praksis, De følger også i alt væsentligt anvisningerne i standarder og normer om litteraturfortegnelser (se nr. 15, 54 og 146 i litteraturfortegnelsen bag i bogen).
Der er dog visse afvigelser, især mht. tegnsætningen mellem de forskellige oplysninger i en litteraturhenvisning. For eksempel bruger den danske standard for litteraturhenvisninger, DS 2196, tankestreg (-) i stedet for kolon (:) mellem forfatternavn og titel.

Udformningen af de enkelte oplysninger

Oplysningerne til de enkelte litteraturhenvisninger tages så vidt muligt fra tekstens titelblad. De oplysninger der ikke står her, kan man ofte finde i kolofonen.

Man følger principielt tekstens egen skrivemåde med hensyn til stavning og tegnsætning. Det gælder frem for alt forfatternavnet og selve titlen.

Forfatternavn(e)
Forfatternavne behandles på denne måde:

• Efternavn sættes før fornavn:

Schiødt, Hans Jagen
Vilar, Esther.

• Ved sammensatte efternavne uden bindestreg sættes det sidste navn først og mellemnavnet sættes efter fornavnet:

Nygaard, Jacob Bech
Madsen, Nikolaj Høg.

Man kan dog vælge at sætte mellemnavnet først, især hvis det sidste navn er et sen-navn (det er i øvrigt folkebibliotekernes praksis). Hvis man vælger at skrive mellemnavnet først, bør man i litteraturfortegnelsen sætte en henvisning på det sted hvor litteraturhenvisningen ellers ville stå, fx sådan:

Madsen, Nikolaj Høg: Se Høg Madsen, Nikolaj.

• Sammensatte navne med bindestreg betragtes som ét navn:

Anker-Møller, Søren.

• Hvis der er flere forfattere, skal i det mindste den første nævnes. Hvis man udelader forfatternavne, tilføjer kan mfl, eller et. al. (= et alia, dvs. med flere):

Bertelsen, Jens mfl.
Gregersen, Frans et al.

• Forfatterne nævnes i den rækkefølge de optræder på titelbladet, også selvom de ikke er opført alfabetisk.
   
• Udgiver og redaktør behandles som forfatter. Man sætter dog henholdsvis (udg.) og (red.) lige efter navnet:

Carlé, Birte (udg.)
Barlby, Finn (red.).

• Kender man det rigtige navn bag et pseudonym, kan det rigtige navn tilføjes i parentes:

Andrezel, Pierre (Karen Blixen).

• Forfatternavnet kan også være et institutionsnavn

Dansk Sprognævn: Retstavningsordbogen, 1986.

• Er der intet forfatternavn (eller navn på udgiver eller redaktør) opstilles henvisningen efter titel:

Aspartam - et nyt sødestof. I: Råd op Resultater, 1983, nr. 6. Kbh., Statens Husholdningsråd, 1983. S. 2.

Titel
Titlen skal gengives som den står på tekstens titelblad. Man kan medtage undertitler og lign. hvis man synes de er vigtige. Om brug af store og små bogstaver, se under bogtitler (s. 424) i leksikonet i artiklen Store op små bogstaver. Man fremhæver ofte hovedtitlen ved at understrege eller kursivere den:

Berthelsen, Jens mfl. Projektarbejde. Erfaringer op praktisk vejledning. 2. udg. Kbh., Borgen, 1977. 318 s.

Udgivelsessted
Oplysninger om hvilken by bogen er udgivet i, kan i@er være vigtige ved udenlanåske bøger og når man skal bestille bøger på visse videnskabelige biblioteker:

Larson, Kent (red.): Skole, språk och kön. Lund, Studentlitteratur, 1981. 152 s.


Hvis udgivelsesstedet ikke står i bogen, kan man i stedet skrive u.s. (= uden sted) eller s.l. (= sine loco, dvs. uden sted):

Eider, Preben: H.C. Andersens Danmark, 1. Sjælland. U.s., Forlaget Hamlet, 1980. 48 s.

Årstal
Hvis udgivelsesåret ikke står i bogen, skriver man u.å, (= uden årstal) eller s.a. (= sine anno, dvs. uden årstal):

Teleman, Ulf; Wieselgren, Anne-Marie: Abc i stilistik, Lund, LiberLäromedel, u.å. 137 s.

Hvis man kender årstallet selvom det ikke står i bogen, kan man sætte det i parentes:

Teleman, Ulf; Wieselgren, AnneMarie: Abc i stilistik. Lund, LiberLäromedel (1970). 137 s.

Sidetal
Er der to sæt sidetal, kan man skrive dem begge:

XVI + 299 s. (dvs. der er først 16 sider med romertal).

Eller man kan lægge de to tal sammen og nøjes med at anføre det samlede sidetal:

316 s.

Er der slet ingen sidetal i bogen, kan man skrive uden sidetal eller upag (= upagineret, dvs. uden sidetal). Man kan også selv tælle siderne og angive det samlede, evt. det omtrentlige, sidetal:

Maegaard, Bente; Ruus, Hanns; Hyppige Ord i Danske Romaner. Kbh., Gyldendal, 1981, Upag.

Eller:

Maegaard, Bente; Ruus, Hanne: Hyppige Ord i Danske Romaner. Kbh., Gyldendal, 1981. Ca. 200 s.

Oplysninger om det samlede sidetal i en bog tager man normalt ikke med hvis man henviser til bestemte sider i bogen. Man angiver normalt ikke sidetallet for tidsskrifter,

Supplerende oplysninger
Som supplerende oplysninger kan man notere særlige ting ved bogen eller artiklen som man skønner kan være af interesse for læseren. Hvad man medtager vil altså afhænge af hvilke læsere man regner med at have, og hvad de skal bruge litteraturfortegnelsen til. Man kan give supplerende oplysninger om fx

- oversætter
- illustrationer
- bilag
- oplagsstørrelse
- serienavn.

Eksempel:

Katzenslson, Boye: Vejledning i affattelse af universitetsopgaver op videnskabelige arbejder med særligt henblik på psykologi, Kbh., Dansk Psykologisk Forlag, 1979. 226 s. (Med bilag med bl.a. praktiske anvisninger for manuskript og korrektur.)

En særlig form for supplerende oplysninger er egentlige kommentarer til eller vurderinger af den tekst som der henvises tiL Disse kades også annoteringer. I dem kanman give enkortfattet karakteristik af det pågældende værk, så læseren kan vurdere hvad værket skal bruges til:

Andersson, Jan; Furberg, Mats: Sprog op påvirkning. 2. udg. Kbh., Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1975. 153 s. (Menneske op samfund). - Praktisk og elementær lærebog i argumentationsanalyse. Indeholder mange eksempler og øvelser. Handler mest om argumentationen set ud fra modtagerens synspunkt, og ikke så meget om hvad afsenderen kan (bør) gøre.

Oplysninger om et evt. serienavn kan tages med i en parentes (i eksemplet her er "Menneske og samfund" navnet på den serie som bogen indgår i).

Henvisninger til forskellige slags tekster

Hvilke oplysninger der skal med i litteraturhenvisninger og hvordan de skal stilles op, afhænger også af hvad slags tekst der henvises til. Der er fx forskel på om man henviser til en bog eller til en bestemt artikel i en bog.
I opstillingerne nedenfor er de oplysninger der altid skal med kursiveret. Der er desuden nogle eksempler på de forskellige slags litteraturhenvisninger. I dem kan man også se i hvilken rækkefølge oplysningerne skal komme, og hvilke tegn og hvilken typografi man kan bruge.

Hele bøger
Henvisninger til bøger eller lignende publikationer som er selvstændigt udgivet, kan have disse oplysninger:

– forfatter(e)
– titel (og evt. undertitel)
– udgave (undtagen ved l. udg.)
– bind nr. (hvis der er flere bind)
– udgivelsessted
– forlag
– årstal
– sidetal
– evt. serietitel og nr.
– evt. supplerende oplysninger (fx om oversætter, illustrationer, bilag, oplag)
– evt. sidehenvisning (hvis man henviser
– til bestemte sider eller særlige afsnit).

Eksempler:

Holst, Toke: Sådan skriver man... ", Kbh., Berlingske Forlag, 1981. 132 s., (Berlingske Studie).

Bredsdorff, Thomas: Sære fortællere. Hovedtræk af den ny danske prosakunst i tiåret omkring 1960. 2. øgede udg. Kbh., Gyldendal, 1968. 260 s, (Gyldendals Uglebøger), S, 205 - 212.

Fischer, Louis: Lenin. Bind 2, Kbh., Fremad, 1967, 385 s. (Fremads biografier). - Oversat af Mogens Boisen, der har foretaget visse sammentrækninger efter aftale med forfatteren.

Berger, Peter L.; Luckmann, Thomas: Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk afhandling. Vojens, Lindhardt og Ringhof, 1972. S. 200 - 207.


Hele tidsskrifter
Henvisninger til enkelte årgange eller hefter (bind) af tidsskrifter kan have disse oplysninger:

– titel (og evt. undertitel)
– årgang (kan også være et årstal)
– evt. nr. på heftet
– udgivelsessted
– forlag el. institution (udgiver)
– udgivelsesår.

Eksempler:

Sprog l Norden 1982. Årsskrift for de nordiske sprognævn og Nordisk Sprogsekretariat. Kbh., Gyldendal, 1982.

Pædagogik. 6, årg., nr, 4. Kbh., Jul. Gjellerups Forlag, 1976.

Arkiv för nordisk filologi. Bind 101. Lund, Gleerup (LiberFörlag), 1986.

Undertiden kan det være praktisk at lade en udgivelsesinstitution stå på forfatterens plads:

Statens Husholdningsråd: Råd og resultater, 1983, nr. 7. Kbh., Statens Husholdningsråd, 1983.

Artikler i bøger
Henvisninger til artikler og lign, i bøger skal først indeholde oplysninger om selve artiklen:

– artiklens forfatter(e)
– artiklens titel (og evt. undertitel)
– evt. supplerende oplysninger (fx om illustrationer, oversætter, litteraturhenvisninger).

Dernæst giver man oplysninger om den bog som artiklen står i,

– bogens forfatter(e)
– bogens titel
– udgave (undtagen ved 1. udg.)
– bind nr. (hvis der er flere bind)
– udgivelsessted
– forlag
– årstal
– evt. serietitel og nr.
– første og sidste side/spalte for artiklen i bogen,

Eksempler:

Andersen, John E.: Sprogfilosofi. I: Hansen, Erik; Togeby, Ole: Sprogvidenskabens discipliner. Kbh., Berlingske Forlag, 1S80. S..144158,

Danielsen, Eric: Erich Fromm, fremmedgørelsen - og den fremmedgjorte Marx. I; Sjølund, Arne (red.). Introduktion til marxistisk psykologi, Kbh., Gyldendal, 1974. (Gyldendals samfundsbibliotek). S. 301 - 320.

Artikler i tidsskrifter
Henvisninger til artikler og lign. i tidsskrifter og andre seriepublikationer skal først indeholde oplysninger om selve artiklen:

– artiklens forfatter (e)
– artiklens titel (og evt. undertitel)
– evt. supplerende oplysninger (om illustrationer, oversætter, litteraturhenvisninger).

Dernæst giver man oplysninger om det tidsskrift som artiklen står i:

– tidsskriftets titel
– årgang
– evt. nr. på heftet
– udgivelsessted
– forlag eller institution (udgiver)
– årstal
– første og sidste side/spalte for artiklen i tidsskriftet.

Eksempler:

Lundquist, Lita: Fra tekstanalyse til tekstproduktion. Eller hvad tekstanalyse også kan bruges til. I: SPRINT, Sproginstitutternes Tidsskrift, I980, nr. 2. Handelshøjskolen i København, 1980. S. 2629.

Højmark, Jørgen: Sådan spiser vi i fattigfirserne. I: Tænk, 1983, nr. 7 (sept.), Kbh., Forbrugerrådet, 1983. S, 34.

Sørensen, Louis Hartvig: Musiker-jargon. I: Mål & Mæle, 7. årg., nr. 4. Viborg, Arena, 1980, S. 18-20.

Love, bekendtgørelser op lign.
Henvisninger til love, bekendtgørelser, cirkulærer mv. kan indeholde disse oplysninger:

– titel
– nr.
– dato
– myndighedens navn (ministerium el. styrelse)
– sidetal i Lovtidende el, Ministerialtidende.

Oplysningen om sidetal i Lovtidende er strengt taget overflødig da alle love og bekendtgørelser trykkes i Lovtidende og let kan findes dér hvis man blot kender deres nummer og dato. Derimod er det ikke alle cirkulærer, skrivelser og lign. der trykkes. Det kan derfor være en god hjælp at anføre sidetal i Ministerialtidende hvis man ved at et cirkulære el.lign. er trykt dér, Eksempler:

Lov om indeksregulerede realkreditlån, Nr. 81, l7. marts l983.

Eller:

Lov nr. 81 af 17, marts 1983 om indeksregulerede realkreditlån.

Bekendtgørelse om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner, Nr. 148, 5. april 1971. Undervisningsministeriet,

Cirkulære om løn og ansættelsesforhold tor gravermedhjælpere m.fl., Nr, 115, 18. august 1983. Kirkeministeriet, Trykt i Ministerialtidende A 1983, s. 659-.

Særligt materiale
Man kan komme ud for at skulle henvise til materiale som ikke er tekster i almindelig forstand, fx lydbånd, film, mikroficher, grammofonplader, videobånd. I den slags tilfælde behandler man så vidt muligt materialet som en almindelig tekst og tilføjer til sidst i henvisningen hvad slags materiale det, drejer sig om. Eksempler:

Henningsen, Poul: PH på plade. Louisiana/Gyldendal Grammofonplader, 1965. (Grammofonplade),

Horn Nielsen, Finn: Snak. Kbh., Gjellerup, 1973. (Lydbånd: Mono, 13 cm, 2 spor, 9,5 cm/sek., 14 min., 16 farvedias 24 x 36 mm),

Uoffentliggjorte tekster
Hvis man henviser til tekster der ikke er trykt eg udgivet på normal mhde, anfører man det til slut i henvisningen:

Jensen, Anna: Fra tale til skrift i undervisningen. Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, 1981. 44 s. (Upubliceret afløsningsopgave).

Forkortelser

For at gøre henvisningerne så korte som muligt kan man forkorte en del af de forskellige oplysninger.

De mest almindelige forkortelser i litteraturfortegnelser er:

bd. - bind
bibl. - bibliografi
dupl. - duplikeret
et al. - et alia, med flere
ill. - illustrationer, illustreret
Kbh. - København
mikrof. - mikrofiche, mikrofilm
mfl. - med flere
nr. - nummer
opl. - oplag
overs. - oversat, oversættelse, oversætter
p. - pagina side
red. - redaktør
s. - side
s.a. - sine anno, uden årstal
s.l. - sine loco, uden sted
sp. - spalte
stenc. - stencileret
udg. - udgave, udgiver, udgivet
upag. -  upagineret, uden sidetal
u.s. - uden sted
u.å. - uden årstal
vol. - volumen, bind
årg. - årgang.

I øvrigt kan man bruge sædvanlig forkortelsespraksis, se Forkortelser.

Tegnsætning

En almindelig og praktisk måde at sætte tegn på i de enkelte litteraturhenvisninger er denne:

Efter forfatternavn(e) sættes kolon.
Mellem efternavn og fornavn + evt. mellemnavn sættes komma.
Mellem forfattere til samme tekst sættes semikolon.
Efter titel sættes punktum.
Mellem titel og undertitel sættes punktum.
Efter udgave sættes punktum.
Efter bindnr. sættes punktum.
Efter udgivelsessted sættes komma.
Efter forlag sættes komma.
Efter årstal sættes punktum.
Efter sidetal sættes punktum.
Omkring serietitel og nr. sættes parentes.
Omkring kortere supplerende oplysninger sættes parentes.
Efter sidehenvisning sættes punktum.
Foran kommentarer (annoteringer) eller længere supplerende oplysninger sættes tankestreg.

Ordning og opsætning

For at de enkelte henvisninger i en litteraturfortegnelse skal kunne findes og bruges, må de ordnes og opstilles på en overskuelig og systematisk måde.

Ordning op rækkefølge
Litteraturfortegnelser er normalt ordnet alfabetisk. Se Alfabeter og alfabetisering.
Mens man arbejder med at forfatte den tekst som litteraturfortegnelsen skal høre til, kan det betale sig at notere alle oplysninger fra de værker som evt. skal indgå i litteraturfortegnelsen.
Hvis der er mange litteraturhenvisninger, kan det være praktisk at lave én seddel (evt. et kartotekskort) til hver enkelt henvisning. Så er det lettere at alfabetisere senere.
Litteraturfortegnelser kan dog være inddelt på andre måder end den alfabetiske. Hvis det er hensigtsmæssigt, kan de være inddelt i typer efter deres funktion (se s. 286 under "Typer"). Og i særlige tilfælde kan man inddele litteraturfortegnelserne efter andre principper end det alfabetiske alene, fx

• Rækkefølgen i teksten (dvs. efter den rækkefølge som bøgerne eller artiklerne nævnes i).
• Emner (dvs. efter nogle praktiske emneområder som stoffet kan inddeles i),
• Systematik (fx bibliotekernes decimalklassesystem, se Informationsøgning og biblioteksbrug s. 211).
• Kronologi (dvs. efter teksternes udgivelsesår).
• Sprog eller nationalitet.

Og inddelingerne kan kombineres efter hvad der nu er mest praktisk. Inden for hvert enkelt afsnit er rækkefølgen normalt alfabetisk..

Opsætning op placering

Oplysningerne i den enkelte litteraturhenvisning kan gøres overskuelige ved at man laver indrykning efter den første linje, så søgeordet (forfatternavnet eller evt. titlen) fremhæves. Og man kan også gøre identifikationen af værkerne lettere ved at man understreger eller kursiverer hovedtitlen,
Litteraturfortegnelsen sættes oftest bagerst i en tekst. Men der kan også være litteraturfortegnelser efter hvert kapitel eller afsnit i et større værk. Her i Håndbog i Nudansk har vi samlet litteraturhenvisningerne i en liste bag i bogen. Listen er ordnet alfabetisk og hver henvisning har fået et nummer. Sidst i de enkelte artikler i bogen henviser vi så ved hjælp af numrene.