|
Fru GYLLEMBOURG-EHRENSVÄRD: Ægtestand
I det samme gik Døren op, og en god Aand, det er at sige, en god, trofast Ven traadte ind. Det var Ferdinand, som hverken Sophie eller Anton ved første
Øjekast genkendte, da han haltede og gik ved en Stok. Han fortalte, at Grunden hertil var et Fejltrin, han havde gjort ved for hurtigt at springe af Hesten. “Ak!” tilføjede han:”Annette er vist vred paa mig;
men jeg har ikke kunnet holde mit Løfte fra i Aftes, jeg var nødt til at ride et Par Mil ud i Landet, og er først for en Time siden kommet hjem.” - Meget bekymret over at se Annette ligge i Sofaen, som om hun
var syg og bedrøvet, prøvede han med de kærligste Ord at berolige hende og undskylde sig selv; men hans vrede Herskerinde lod ham ikke tale ud, hun sprang op, løb ud af Værelset, ilede til sit eget Kammer, og
lukkede Døren i Laas efter sig, inden Ferdinand paa sin haltende Fod kunde indhente hende. Han vendte nu tilbage til Sophie, og hvad ofte hændte, gentog sig paa ny denne Aften, nemlig at disse to i en rolig
Samtale opmuntrede og trøstede sig selv og hinanden, uden dog at berøre hvad som egentlig laa nogen af dem nærmest paa Hjerte.
Et Par Timer hengik saaledes, Lindal kom hjem i bedre Lune, end han var gaaet ud, Tjeneren dækkede Thebordet. Et andet Bord lod Sophie dække foran
Ferdinand, besat med adskillige smaa Retter, som hun vidste var behagelige for ham og Lindal. Denne bemærkede det med Fornøjelse, saavel som den Omsorg, hun havde haft for Ferdinand i hans svagelige Tilstand,
hvorledes hun havde beredt et bekvemt Leje paa en Taburet for hans syge Fod, og hvorledes hun selv opvartede ham med et Ansigt, der straalede af den Fornøjelse, hun fandt ved at kunne pleje sin broderlige Ven. En
Følelse af Sophies Elskværdighed og en dunkel Fornemmelse af Anger over de onde Luner, hvormed han saa ofte saarede hende, syntes i dette Øjeblik at berøre Lindals Sjæl. Han slog sin Arm om hende, saa hende ind
i de milde Øjne, og sagde: >Det er vist og sandt, min Sophie forstaar at lindre Sygdom og Bekymring, og at indrette alting hyggeligt. Det var længe siden har havde sagt hende et saa venligt Ord, og hun følte
sig derved som om hun fik Vinger til at flyve igennem en lettere Luft. Saaledes ilede hun ind til Annette, som endelig paa hendes Tiltale aabnede sin Dør, og lod sig overtale til at følge med hende ind til de
andre. Derimod kunde ingen Overtalelser bevæge Annette til at sætte sig til Bords med Familien. Hun tog sin Plads i en mørk Krog,...
Saaledes havde man naaet Begyndelsen af August, ikke uden at mærkelige Forandringer i de indbyrdes Forhold var foregaaet siden Pinsefesten. Fra det Øjeblik
Sardes opdagede, at Sophie elskede ham, havde hans Kærlighed antaget en ny, ham selv uventet Karakter, Han var som beruset; det forekom ham, at hans Rettigheder var
helligere end nogen andens, da intet uden Kærlighed kunde hjemle disse, og paa Sophies Kærlighed troede han sig sikker, skønt hun aldrig med Ord havde tilstaaet
ham den. Skinsyg paa alt, hvad der nærmede sig hende, urolig, og dog paa den anden Side ængstelig for at skade eller fordunkle den Elskedes rene Glans, var han et
Rov for bestandig stridende Følelser; hidtil ukendte Forestillinger og Ønsker optog alle hans Tanker, og mod sin Vilje beredte han sig selv og Sophie mange ulykkelige
Timer. Han var for Eksempel uudtømmelig i Opfindelser, der uden Opsigt forskaffede ham den Lykke at sidde til Bords ved hendes Side, give hende Armen paa
Spadsereture, køre med hende i en lille Kabriolet, naar det øvrige Selskab fulgte til Hest, o. s. v.
Herman Bang: Ved vejen
Bai og Katinka er gift. Katinka lider af tuberkulose. Huus er deres gode ven. Han og
Katinka nærer varme følelser for hinanden. De har alle været til marked, og for at komme hurtigere hjemad forslår Bai at de skyder genvej over kirkegården. Det er ved at være mørkt.
- Ja, sagde Bai, en bevæget Dag - en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op:
om Dansen - saa det skær’, de Landsbybørn - og ”Damerne” – ”Frøken Julie”, frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige - og Marie - naa - vi vil faa at se, hva’ den har staaet paa ... jeg kender hende ...
De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte
deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alleen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
- Men Bai, sagde Katinka.
- Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. De gik ind. Katinka
tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i Dæmringen som en stor Have, Roser og Buksbomhakke og Jasminer og Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.
Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.
Bai gik i Forvejen. Han travede lang Busketterne og slog ud med Armene, som om han vilde jage Høns op.
Katinka standsede: Se dog.
Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saá ned over Markerne til Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke Vandspejl, stille og
drømmende.
Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft ... Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.
Langsomt gik de videre. Katinka standsede af og til og læste Indskrifterne paa
Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.
- Elsketog savnet.
- Elsket ud over Graven.
- Kærlighed er Lovens Fylde.
Hun traadte næmere og løftede Hængepilens Grene: Hu vilde læse Navnet paa Stenen.
Saa raslede det bag Pilen.
- Huus, sagde hun og tog krampagtigt om hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gærdet
- Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
- Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen.
-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas Haand skælvede under hans.
Bai stod ved Enden af Gangen.
- Er I der, sagde han.
Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
- Det er sgu dog en Skandale, sagde han ... at det skal eksistere - en Vanhelligelse af
det hellige Sted ... Kiær havde jo sagt mig det... hvordan det var - med de Røvere ...
- Men jeg troede s’gu ikke, at det var muligt ...
- Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden -- Dødens Have - føj for Satan ...
- Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred på Bænkene ...
Huus kunde have slaaet ham
|
