|
Naturalisme
Naturalism is sometimes claimed to be an even more accurate picture of life than is realism. But naturalism is not only, like realism, a
special selection of subject matter and a special literary manner; it is a mode of fiction which was developed in accordance with a special philosophical thesis. This thesis, a product of post-Darwinian biology in
the mid-nineteenth century, held that man belongs entirely in the order of nature and does not have a soul or any other connection with a religious or spiritual world beyond nature: that man is therefore merely a
higher-order animal whose character and fortunes are determined by two kinds of natural forces, heredity and environment. He inherits his personal traits and his compulsive instincts, especially hunger and sex, and
he is subject to the economic and social in.... in the environment into which he is born. Accordingly, the French novelist Émile Zola, who did much to develop this theory, and later writers such as the Americans,
Theodore Dreiser and James Farrell, try to present their subjects with an objective scientific attitude and with elaborate documentation, including an almost medical frankness about activities and bodily functions
usually unmentioned in earlier literature. They often choose characters who exhibit strong animal drives, such as greed and brutal sexual desire, and who are helplessly subject both to their glandular secretions
within and to sociological pressures without. The end of the naturalistic novel is usually "tragic," but not, as in classical and Elizabethan tragedy, because of a heroic but losing struggle of the
individual mind and will against gods, enemies, and circumstance. The protagonist of the naturalistic story, a pawn to multiple compulsions, merely disintegrates or is wiped out (see Tragedy). Aspects of
naturalistic subject and manner are apparent in major modern writers of the novel and drama such as Thomas Hardy, James Joyce, and Eugene O'Neill; and it will be obvious how much a modern tragedy such as Arthur
Miller's Death of a Salesman owes to this movement. An enlightening exercise is to distinguish how love, or the relation between the sexes, is treated in a romantic novel (Richard Blackmore's Lorna Doone), a
realistic novel (William Dean Howells' A Modern Instance), and a naturalistic novel (Émile Zola's Nana, or Theodore Dreiser's An American Tragedy).
af: Abrams, M.H.: A Glossary of Literary Terms, London, 1969
Naturalisme (latin): den filosofiske opfattelse, at al menneskelig erkendelse og vurdering er et produkt af den årsagsbestemte natur. I litteraturen fremstod
naturalismen som retning midt i 19. årh.; den var en reaktion mod romantikken. Bestræbelsen gik ud på at gengive virkeligheden nøjagtigt i alle detaljer.
Foregangsmændene var franskmændene Taine og Zola; i
Danmark blev naturalismen introduceret af
Georg Brandes, for hvem den både var en energisk virkelighedssøgende og en forkyndende retning; blandt hans tilhængere blev J. P. Jacobsen den danske naturalismes store digter; endvidere skal Herman Bang og Henrik Pontoppidan fremhæves. Også i bildende kunst stræbte naturalismen efter en strengt korrekt gengivelse af naturen, og også her var det en franskmand, der banede vejen, nemlig Courbet. Naturalismen i malerkunsten kom til Danmark i 1870erne gennem danske maleres studierejser til udlandet. Eckersbergs
såkaldte "naturalisme" var et romantisk produkt, der udviklede sig til sødladen romantik, stivnet i akademistil og slap elegance, som naturalismen blev en reaktion imod. I Danmark hører
Otto Bache og Gotfred Christensen til banebryderne, fulgt af Krøyer og Viggo
Johansen, L. A. Ring, Anna og Michael Ancher og Theodor Philipsen m.fl.
Fra Lademanns Elektroniske leksikon, 2000.
Naturalisme Naturalismen er en filosofisk grundopfattelse, der beskriver menneskets natur og ser mennesket som et stykke natur. Naturalismen opstår i Frankrig
i sidste halvdel af 1800-tallet og er i pagt med videnskabens forsøg på at kortlægge naturens love. Den naturalistiske forfatter ser det som sin opgave at studere menneskets natur med henblik på forståelse af dets
love, dvs. arv- og miljø-determinismen. Determinisme betyder årsagsbestemmelse, at alt har en årsag. Menneskets handlinger bør derfor kunne tilbageføres og forklares som et produkt af dets arv og miljøpåvirkninger.
En af naturalismens grundlæggere, kritikeren Hippolyte Tune, formulerer det naturalistiske menneskesyn således:
Om kendsgerningerne er legemlige eller sjælelige, det er lige meget, de har altid deres årsager. Der er en årsag til ærgerrigheden, til modet, til
sanddruheden, som der er derfor fordøjelsen, for muskelbevægelsen, for den dyriske varme. Last og dyd er produkter, ligesåvel som vitriol og sukker, og enhver sammensat bestemmelse fremkommer ved et sammenstød
mellem andre mere enkelte bestemmelser, hvoraf den afhænger.
I virkeligheden er glæde blot udtryk for en kemisk sammensætning, der påvirker hjernen, forelskede udtryk for en driftsmæssig besættelse. Det er
årsagssammenhænge som disse, litteraturen skal afdække ifølge Taine. Den skal kortlægge menneskesindets love og forstå menneskets handlinger i samspil med dets omgivelser. Litteraturen får her naturvidenskaben som
ideal, ligesom den skal litteraturen beskæftige sig med det positivt målelige og bestemmelige. Med udgangspunkt i denne såkaldte positivisme skal litteraturen være et laboratorium til undersøgelse af menneskets
samspil med miljøet.
En af de centrale referencer for naturalismen er Charles Darwins Arternes oprindelse (1859), som J.P. Jacobsen oversætter til dansk i begyndelsen af 1870'erne.l dette værk ses mennesket som
en del af naturen og som et resultat af en lang evolution. Hermed er mennesket ikke andet end et stykke natur, og hermed skifter menneskesynet paradigme. I romantikken så man mennesket som noget ophøjet, som et
sjæleligt væsen, der stræbte ud over dets natur. I naturalismen ser man mennesket som et driftsvæsen, der instinktivt følger sin natur.
Den naturalistiske forfatter tilstræber objektivitet og stor præcision i
sine skildringer af menneskepsykens samspil med miljøet. Forfatteren forsvinder helt bag stoffet: her er det livet selv, der skal moralisere, som det formuleres af en af naturalismens talsmænd. I naturalismen gøres
der et stort nummer ud af stilen: her skabes en helt ny fortælleteknik præget af en tilstræbt objektiv holdning fra en skjult fortæller, der med stor detaljeringsgrad og præcision skildrer miljøet og den biologiske
arv. De foretrukne genrer er udviklingsromanen og dramaet.
Herhjemme er J. P. Jacobsens forfatterskab dybt påvirket af naturalismen, som han introducerer med novellen Mogens. I romanen Fru Marie Grubbe (1876)
viser han minutiøst en kvindes driftsliv, og hvordan driften bliver hendes skæbne. Vi følger en adelskvindes opstigning og fald, og ). P. Jacobsen formår at formidle hendes erotiske fantasier og vise, hvordan
driften er styrende for hendes valg I menneskesyn og sprogstil er Fru Marie Grubbe nyskabende og forløber for en række naturalistiske udviklingsromaner som Jacobsens Niels Lyhne (1880), der handler omen ateists
forsøg på at leve uden Gud, Herman Bangs Håbløse slægter (1880) og Henrik Pontoppidans Det forjættede land (1891-95) 3
Naturalistisk ’tekstbillede’
Impressionistisk ’tekstbillede’
Naturalisme, impressionisme og friluftsmaleri
Efterhånden begyndte også de danske kunstnere at orientere sig mod det nybrud, der i sidste del af 1800-tallet fandt sted i kunstens nye mekka, Paris. Det var
her, at både realismen og impressionismen blev udviklet. Skagensmalerne var blandt dem, der lod sig inspirere af det friluftsmaleri, man dyrkede i de franske kunstnerkolonier, hvor kunstnerne søgte tilbage til
naturen, væk fra de larmende storbyer. Princippet for friluftsmaleriet var, at maleriet (og ikke bare en skitse eller et forstudie) blev lavet direkte foran motivet fremfor i atelieret. En praktisk forudsætning for
denne teknik var, at man omkring midten af århundredet havde opfundet oliemaling på tube samt det transportable staffeli.
Skagensmalerne var bl.a. optaget af lysets indflydelse på synsindtrykket, men ofte
gengiver de lyset traditionelt ved brug af den hvide farve (højlys), mens den impressionistiske teknik går ud på at skildre øjebliksindtrykket ved at sætte rene farveklatter på lærredet, således at de optisk glider
sammen til et samlet indtryk; "impression" betyder indtryk på fransk. Impressionisterne malede gerne udendørs og forsøgte at fange et flydende lys- og farveindtryk fremfor at opnå en fastlåst syntese heraf
i atelieret. Bortset fra Anna Ancher og i mere udstrakt grad Theodor Philipsen anvendte de danske kunstnere ikke impressionismen i en rendyrket form. Til gengæld blev mange inspireret af impressionismen til en lidt
løsere penselføring og en fotografisk opfattet motivbeskæring, der har snapshottets eller øjeblikkets karakter.
Skagensmalernes bestræbelser kan snarere sammenfattes i begrebet naturalisme, der var en
kunstnerisk strømning, der prægede
europæisk billedkunst og litteratur i anden halvdel af 1800-tallet. Naturalismen er udtryk for kunstnernes stigende interesse for gengivelsen af dagligdagen.
P.S. Krøyer : "Skagens jægere", 1898
Ofte drejer det sig om stilfærdige udendørs motiver, der så at sige dyrker det "naturlige" eller umiddelbart forekommende frem for et fortættet drama.
Naturalismen har flere træk til fælles med den impressionistiske bevægelse. Man kan se impressionismen som naturalismens yderste konsekvens; så vidt kan interessen for friluftsmaleriet samt skildringen af lyset og
det lette hverdagslige liv drives. Det er en ny måde at undersøge fænomenerne på; et forsøg på en nøgtern registrering af sanseindtryk, kraftigt inspireret af den nye naturvidenskabs fremmarch.
Ikke bare
Skagensmalerne, men f.eks. også kunstnergruppen Fynboerne havde en motivkreds og en malestil, der er karakteristisk for naturalismen. I litteraturen var bl.a. den franske forfatter Émile Zola eksponent for
naturalismen.
Fra: http://www.aarhuskunstmuseum.dk/html_dk/undervis_2.html
http://www.ibiblio.org/wm/paint/auth/monet/waterlilies/
1 Abrams, M.H. A Glossary of Literary Terms, London, 1969
2 Lademanns leksikon 2000.
3 Fibiger, Joh. Litteraturens veje, Kbh. 1996
|
